LYKKELIG FRELST 
Jeg er glad og lykkelig, fordi jeg er blevet frelst! En helt ny og vidundelig verden er åbnet for mig igen. Nu ved jeg, at det vil være for evigt. 

Jeg kommer fra en, for mig, ganske almindelig familie, hvor der ikke blev talt om kristendom. Det halve af min barndom voksede jeg op hos min mormor og morfar. Min mormor har altid været optaget af det okkulte, både min mormor og morfar gik som yngre til spiritistmøder og clairvoyante personer, så det har jeg hørt en del om. 

I de mindste klasser i skolen havde jeg en skolefrøken i kristendomsundervisning - ugens højdepunkt! Det var dér, jeg første gang hørte om Jesus. Jeg havde en skoleveninde, som havde en dejlig børnebibel. En sådan bibel blev mit højeste ønske en jul - og ønsket gik i opfyldelse. 

Jeg begyndte at komme i en børneklub, hvor jeg holdt utrolig meget af at komme. Der sagde jeg JA til Jesus første gang. Jeg kan endnu mindes den følelse, jeg fik dengang af glæde, renhed, kærlighed, lys og varme. 

Som ung kom jeg nogle enkelte gange til møde i Indre Mission, men efterhånden som årene gik, kom jeg af mange forskellige årsager længere væk fra Herren. 

Jeg blev også interesseret i det alternative, meditation, clairvoyance, healing osv. uden jeg dog for alvor gik i gang med det, men jeg fandt det spændende og læste og hørte en del om det. 

Jeg var nu kommet så langt væk fra Herren, at jeg var holdt op med at bede, kunne end ikke huske Fader Vor. 

Jeg har altid været søgende og de kolleger, jeg har haft fra Jehova´s Vidner, Indre Mission og Pinsekirken har jeg altid været meget interesseret i at tale med, om deres tro. 

For ca. 2 år siden kom jeg til at arbejde med Morten, som så også måtte stå for skud. Han ville hellere end gerne tale om tro. Der blev min interesse vakt igen. På det tidspunkt kunne jeg sige: "Jeg tror, jeg tror". 

Jeg begyndte at gå i folkekirke, for i nogen frikirke skulle jeg bestemt ikke komme. Jeg ville ikke ud i noget religiøst snavs, eller komme ud i noget, jeg ikke kunne styre. 

Efter at være kommet i kirken et stykke tid, kunne jeg se, at det var i denne retning jeg skulle. Jeg ville tage imod Jesus. 

Jeg har aldrig nogensinde før gået til alters, så at tage imod Jesus, ville jeg gøre ved at gå til alters - til nadveren. Jeg er lidt genert, og den dag, det skulle være, var jeg lidt beklemt ved situationen. Der er temmelig langt op til alteret for en, der er genert, men pludselig stod Jesus ved min side, han gav mig ro, mod og styrke og sagde: "Gå bare" og ligesom vinkede mig ømt og kærligt afsted. 

Sikke en oplevelse! Aldrig har jeg haft så stærk en oplevelse. Jeg blev fyldt, helt ud til fingerspidserne, hårspidserne og tå-spidserne af en mægtig glæde, ro, varme og kærlighed.Jeg kan fortælle, at før den oplevelse så jeg altid sorte skygger, når jeg sad i kirken, men efter denne oplevelse har jeg ikke set skyggerne. 

Jeg syntes efterhånden ikke, at folkekirken var det rette sted for mig. Jeg følte mig tom, når jeg gik til kirke, men også når jeg gik derfra. Jeg manglede noget og da jeg efterhånden også fik en enorm trang til at kunne råbe "Halleluja!" under gudstjenesten og da det kun var bekendtskaberne i kirken, der holdt mig tilbage fra at prøve steder, hvor man åbenlyst kunne takke og prise Herren, indså jeg, at jeg måtte finde et andet sted at komme. 

Jeg startede i en bedegruppe, prøvede en frikirke og talte med en frikirkepræst. Jeg måtte prøve forskellige muligheder for at finde det rigtige sted for mig, selvom jeg egentlig havde en klar fornemmelse af, at jeg ville ende i Evangeliesalen - halleluja! Det var som at komme hjem. I dag kan jeg sige : "Jeg tror" - også selvom jeg har meget at lære endnu. Det har senere vist sig, at den børneklub jeg kom i som barn, hørte under menighedens børnearbejde i 70´erne. 

Efter at være kommet i Evangeliesalen i nogle måneder og havde hørt folk fra menigheden tale i tunger, som var noget rimeligt nyt for mig, fik jeg også en usigelig trang til at tale i tunger. Jeg syntes til tider ikke at jeg havde danske ord nok. 

En dag jeg var til møde, bad jeg om at blive døbt med Helligånden. Jeg må sige jeg blev overrasket, for jeg troede egentlig bare lige det var noget, der blev bedt om og så var det det, men nej, musikken blev stoppet og menigheden fik at vide, hvad der skulle ske, alle begyndte at synge om Helligåndsdåben, hele salen kogte og Willy bad for mig. Jeg var fuldstændig tør i halsen, kunne knapt rokke mig ud af stedet, selvom jeg havde en stor lyst til det, og jeg blev fyldt med en stor glæde og fryd. Så kom de, ganske få... ordene... jeg kunne tale i tunger, jeg kunne takke og prise Gud i et sprog, jeg ikke selv kunne forstå og som jeg havde savnet. En helt igennem vidunderlig oplevelse. 

Da jeg kom hjem var jeg bare så glad, at jeg talte i tunger, lo, græd og nynnede til langt ud på natten. 

Der gik nogle dage inden det rigtigt gik op for mig, hvad der var sket og jeg kan endnu være helt forundret over det, men jeg føler mig bare så rig. Det er simpelt hen en gave til stor gavn og glæde!

Jette Schönning, Randers