Dette er en personlig beretning, som illustrerer, hvordan det kan opleves, når man giver sit liv til Jesus...


For 3 år siden mistede jeg min mand pga. kræft. Lang tid efter søgte jeg en mening med det, der var sket, og havde jeg ikke haft vores lille datter at tænke på, kunne jeg nemt være røget ud i noget snavs. Jeg var overbevist om, at der var noget efter døden, men jeg kunne ikke sætte ord på hvad. Da jeg ikke kender så meget til kristendommen fra mit barndomshjem, var jeg både ved det og fra det igen: "Jesus findes, helt sikkert" eller "Nej, for ellers vil han ikke lade dette ske". Havde Zulu på det tidspunkt sendt 
Åndernes Magt, ville  jeg have henvendt mig hos et medie, der kunne give "klarsyn". Hvor ville jeg være blevet trøstet meget, nej vel! (Nu ved jeg bedre!).

Jeg overvejede virkelig mange forskellige alternative ting, som kunne sikre mig mod sygdom og holde døden væk. Jeg var blevet så angst for, at jeg skulle blive syg og dø! Dø fra min datter, så hun ville være helt alene! Uden både far og mor. Jeg talte aldrig med nogen om min angst. Den havde fået en plads i mit indre og bare "gnavede" og "gnavede". Efterhånden havde jeg det sådan, at en lille bitte smerte her eller der kunne være starten på enden af mit liv... Jeg skylder at  fortælle, at jeg gik hjemme og havde masser af tid til at fantasere. Måske gjorde det også sagen værre, at jeg havde et bekendtskab, som  beskæftigede sig meget med det alternative, og hun fyldte mig med en  masse bras, som jeg syntes lød utrolig spændende. Hun fik dog aldrig lov til at afprøve ting på mig eller med mig. Jeg havde i mine unge dage leget med ånden i glasset og for få år tilbage opsøgt en spåkone, og disse ting gav mig intet...

For et halvt år siden startede jeg på et kursus, hvor jeg mødte en kristen kvinde. Hun fortalte åbent om hendes tro på  Jesus og fortalte meget og svarede også gerne på spørgsmål, når vi  spurgte. Hold da op!!! Sikke nogle historier?! "Come on"! Ja, jeg hørte  utrolig meget og blev også mere og mere nysgerrig efter at opleve/mærke disse ting.

En dag kom Emmy og fortalte om en Torben Søndergaard, som skulle komme i Underværket, overskriften var "Helbredelse gennem tro og forbøn", om der var nogle som var interesseret i at komme med?!  Ja, nu havde jeg jo "udfrittet" hende for en masse, og kunne jeg få nogle beviser på, at Jesus lever, og at Han kan nogle af de her ting, så ville jeg opleve det. Jeg skulle få både at mærke og se, hvad Jesus er i stand 
til...

Lørdag d. 25/1 ­03 oplevede jeg mit første møde med Jesus, og det var meget overvældende for mig. Jeg har altid sagt, jeg skulle opleve tingene, før jeg troede 100% på det uforklarende/overnaturlige.  Efter at have sagt "ja" til at tro på/blive frelst, gik jeg op til Torben Søndergaard for at få Jesus til at helbrede min ryg, som har drillet nogle år pga. stående arbejde. Torben spurgte ind til problemet og bad mig sætte mig ned på en stol, hvorefter han tog fat i mine ankler og målte dem. Det højre ben var et lille stykke længere end det venstre. "Se forskellen på dine ben", sagde Torben, hvorefter han bad  Jesus om hjælp til at rette op på denne forskel.

Efter bønnen sad Torben stille med hænderne omkring mine ankler og kiggede på mine fødder. Jeg gjorde selvfølgelig det samme, fordi jeg var meget spændt på, hvad der ville ske! Jeg troede ikke mine egne øjne, men mit venstre ben voksede pludselig. Jeg følte ingen smerte - kun at mit ben bevægede sig nedefter. Jeg begyndte at le! Aldrig havde jeg oplevet noget lignende. Da jeg rejste mig op, lagde Torben hænderne på min ryg og bad endnu en gang Jesus om at fjerne smerterne i min ryg.

Bagefter var jeg overbevist om Jesu eksistens! Resten af tiden ved mødet talte jeg med andre, som havde vendt sig til  Jesus, og de fortalte, hvor glade de var blevet og om, hvor let deres liv/tilværelse var blevet. Uhm, hvor dejligt! Jeg glædede mig som et lille barn til at opleve disse ting.

Da vi kom ud fra Underværket efter mødet, slog det mig, at der lugtede af forår. Jamen altså, Jette! Tag dig dog  sammen, vi er sidst i januar måned, og klokken er 22.30... Nu ved jeg, det var sandt! Jeg var blevet "født" på ny. Idet jeg vendte mig mod  Jesus, startede jeg forfra. Alt, hvad jeg havde oplevet både medgang og modgang, blev lagt bag mig, og et nyt blad blev vendt. Min vej til det evige liv med Jesus. Hvad er det, vi siger om foråret? Jo, det er i den årstid alt spirer frem, alt får liv. Nøjagtig som jeg gjorde, 
og derfor mente Jesus, at jeg skulle have denne duft med på vejen, så jeg kunne se, det er det rigtige valg, jeg har taget.

Dagene efter tænkte jeg meget over denne aften og fortalte mange om min oplevelse, men selv om folk har grinet af mig, bliver jeg på min nye vej. Tro ikke, at hviskeren ikke har været her!  Ork jo... faktisk ofte, men jeg ryster på hovedet og tænker straks, at det er alle andre, som går glip af noget og ikke jeg!....

Jeg sidder her i min stue 2 måneder efter, jeg gav mit liv til Jesus, og tænker på mit liv! Hvor er alting dog blevet anderledes. Min hverdag er blevet mere afslappet, idet jeg ikke  mere spekulerer over, hvad TV'et sender, hvilket ugeblad der udkommer i dag, om jeg nu har råd til at købe både det ene eller det andet. Nej, alting glider bare, og det jeg før kunne gøre til et problem, smiler jeg blot af i dag. Jeg føler, at der konstant er et smil på mine læber, og at jeg er glad hele tiden.

Mine venner har sagt til mig, at det hele lyder godt, og de her mirakler er okay.MEN Jette, er det nu ikke en sekt, du er kommet i kløerne på? Så er jeg jo blevet rigtig irriterende, fordi jeg bare smiler og siger, det er det bedste, som er hændt mig, og de skulle prøve at følge med til et møde... Men uha, sæt det nu "gør ondt", syntes deres ansigtsudtryk at sige.

Det er også blevet mig så ligegyldigt, hvad de synes, fordi jeg har fået nye venner, som indeholder alt det, jeg har brug for i mit liv! Pludselig taler jeg med mine venner om noget fælles, vi alle kender til, og ikke om de nye bukser "sidder godt" og andet ligegyldigt snak. Jeg kan ikke lade være med at sidde og ryste på hovedet over de  ting, jeg før brugte min tid på, og hvor indholdsløst mit 37-årige liv  har været...

Efter jeg gav mit liv til Jesus, har Han bevist sin eksistens for mig flere gange. Har oplevet at få profetisk ord, oplevet bønnesvar og meget mere.

Efter jeg har modtaget Helligånden, er der kommet en dejlig fred i mit indre, og jeg føler ingen angst mere. Bliver jeg angst over et eller andet, beder jeg til Jesus, og følelsen forsvinder igen. Jeg har en skøn følelse i mig, som er jeg en "forårskåd", forelsket teenager... Det lyder fjollet, men er sandt! Lige nu er jeg bare så "sulten" efter at lære alt om Jesus, at komme endnu tættere på ham. Ja, jeg vil det hele men glemmer også, at jeg jo er "baby-kristen". Det skal jeg huske mig selv på mange gange, fordi jeg 
er så ivrig...