Vejen til Jesus

Interview med Adam Christensen

Fortæl lidt om din åndelige vandring, Adam.

Jeg husker, at jeg som barn fik læst op fra bibelfortællinger, og at vi bad Fadervor derhjemme. Som 17-18 årig læste jeg en bog, som åbnede op for den alternative tænkning, men den var kamufleret, så man ikke umiddelbart kunne se, hvad bogen egentlig handlede om. Da jeg havde læst den bog, læste jeg andre bøger om alternativ healing, om auraer og om  krystal-healing. Bøgerne lærte mig nogle forskellige teknikker, heriblandt hypnose. Det førte til, at jeg blev lidt interesseret i det alternative og især buddhisme.

Hvordan havde du det?
Jeg havde en isoleret hverdag, som ikke var, som jeg ønskede. Jeg udviklede en drømmeverden, hvor jeg kunne have det bedre i det stykke tid, jeg var der. I kæreste-forhold handlede det ikke om kærlighed som motiv, men det at have en kæreste, altså tryghed. Jeg havde hørt: "Hvis dit forhold ikke holder, kan du bare prøve den næste og den næste og den næste, og lære af al den erfaring." Men der kom til at mangle noget struktur, ægte følelser, og noget fasthed.

Hvordan mødte du den kristne tro?
Jeg var på en helsemesse i Aalborg, hvor jeg havde fået alternativ healing og var til et foredrag med en clearvoiant. Men da jeg pludselig så Ole Skjerbæk fra "I Mesternes Lys", oplevede jeg en fantastisk udstråling over ham. Han lignede en slags helgen i sit kostume. Jeg kunne ikke forstå, at han var på helsemessen, når han var præst. Han virkede som én, der ikke hørte til dér. Jeg havde lyst til at finde ud af, hvad det  var, så jeg prøvede at gå til forbøn. Jeg kan huske, du bad for mig, Lars. "Hvad er dit navn?", spurgte du. "Adam", svarede jeg. Du kommenterede mit navn og begyndte at bede. Jeg husker, at du virkede begejstret.

Hvad skete der så?
Du spurgte, om jeg ville med til cellegruppe? Og det ville jeg gerne. Jeg havde ikke haft de bedste venne-relationer, og jeg havde lidt svært ved  at skabe nye rigtige venner. Jeg syntes, det var godt at komme i cellegruppen, men der manglede nogen som mig selv, der var i samme  situation. Jeg var jo ikke nyfrelst, men jeg var ligesom lige taget op af mosen og havde en masse spørgsmål. 
Men det, jeg ikke kunne se, var, at jeg havde masse alternativt med i bagagen. Hver gang vi skulle bede, var jeg usikker på, om grunden til, at noget lykkedes, var p.g.a.  bøn, eller p.g.a. at man satte nogle energier i gang. Jeg blev forundret over, at der faktisk skete noget, jeg ikke havde forventet, når vi bad sammen. Det alternative havde aldrig givet lignende oplevelser. 

Kan du give nogle eksempler på bønnesvar?
Ja. Da jeg gik med aviser, blev der bedt for, at jeg kunne finde hvile, fred og energi til at gå med aviser, og stik imod al forventning, skulle vi først gå ud med aviser til kl. 10 den næste dag. Vi fik en lang  frist til at gå i, så det blev både en nydelse og meget fredeligt. Det var aldrig sket før! Guds nærvær og fred kom ind over mig. Jeg havde  også en anden oplevelse ved et kristent arrangement, hvor jeg fik et syn af Jesus. Jeg så Jesus gå rundt, og at korset stod i baggrunden, og jeg oplevede at være tæt på ham. 
Jeg syntes allerede, at jeg havde fået nogle ting fra Gud, men der var noget, der holdt mig fra at tage imod  Jesus. Jeg kunne ikke forstå, hvad det betød at tage imod Jesus. Jeg følte mig selv som et blødende sår, og jeg var ikke klar til at modtage. Det kan jeg se nu.

Så du oplevede en kamp...?!
Ja, i cellegruppen blev der flere gang bedt om, at jeg skulle være fri af det alternative. Jeg sad og tænkte: "Hvorfor beder han for det? Hvorfor skal jeg være fri for det?" Jeg forstod ikke, hvorfor det var så vigtigt at komme væk fra det alternative, eller hvorfor det var så ødelæggende? Men faktum var, at jeg var meget fanget af det. Det gjaldt om at få gode oplevelser, og i starten var det ikke vigtigt, om det var det ene eller det 
andet, der hjalp. Derfor kunne jeg ikke identificere mig selv som en kristen. 
Jeg syntes, der var mange gode ting i kristendommen, men der var også ting, som 
jeg ikke kunne identificere mig med eller havde lyst til.

Hvordan kom du videre?
Det første, jeg oplevede, var den kraft, der var i kristendommen i forhold  til i buddhismen og det alternative. Jeg blev betaget af, at der kunne  ske så meget mere, når kristne beder. Kristne havde noget socialt, der  virkede som det helt rigtige. I buddhismen fik du ti gange mindre ud af  det, end de kristne gjorde. I det alternative handlede det mere om alle de ting, du selv ville have, altså at være selvcentreret på en måde. I kristendommen handler det om, hvad Gud ser, du har behov for!
Jeg havde altså en periode, hvor jeg bare skulle iagttage. Jeg kunne ikke fornægte, at 
der skete noget hver gang, der blev bedt for mig. Det  skulle gå op for mig, hvor stor Gud er i forhold til alt det andet. Det  var også en periode, hvor jeg havde en masse forskellige piger, og det  var en livsstil, jeg havde svært ved at forestille mig ikke at have. Det handlede meget om at have en pige og at kunne komme hjem og triumfere: "Jeg har da også en kæreste!"

Men så skete der pludselig noget...
Jeg havde det problem, at jeg ikke vidste, om jeg gjorde det rigtige, når jeg selv bad indvendig. Jeg havde læst hele Bibelen på det tidspunkt, men jeg manglede stadig forklaring. Samtidig var jeg frustreret over, at jeg ikke var i stand til at vælge det moralsk korrekte. Rigtigt og forkert var vendt op og ned af det alternative. Derfor begyndte jeg at spørge efter bøger, som kunne give mig større forståelse. Jeg lånte nogle kristne bøger, og ved disse bøgers hjælp fik jeg vendt det hele rundt. Jeg blev opmærksom på det alternatives rolle i mit liv. Selv om jeg ikke dyrkede det alternative længere, arbejdede det stadig ubevidst i mig. Det gjorde det, indtil jeg læste de kristne bøger, hvor jeg blev  irettesat. 
Jeg bad en bøn om tilgivelse, og jeg tog imod Jesus. Jeg  forstod, at når du beder om tilgivelse, så vil Gud tilgive dig. Og han  gav mig en følelse af at være ren.

Hvad skete der ellers?
Nu kan jeg bruge bønnen. Jeg læste i bøgerne eksempler på, hvordan man  beder. Jeg fik forklaret nogle bibelsteder, hvor Gud lover nogle ting, og jeg lærte, hvordan jeg kunne bruge dem i bøn. Jeg fik også tungetale. Det havde jeg ikke forventet. For mig var det et tegn, en bekræftelse  på Guds nåde over mit liv. 
Jeg har siden bedt for en masse  forskellige mennesker, som har oplevet, at bønnerne blev besvaret ret hurtigt. Det er meget bekræftende! Men jeg er stadig ny i det, og jeg  har stadig ikke 100 % styr på at følge Jesus og tage de rigtige valg.  Jeg ved, at jeg skal vokse i det og bruge det, jeg har lært. 
Jeg  oplever, at venner henvender sig til mig, og jeg kan se, at de har brug for det her. Jeg kan ikke bare tænke på mig selv, når jeg nu ved, at der så mange venner, der er fortvivlede. Nogle gange giver det også pote.  Mod forventning har jeg fundet venner, der havde brug for, at jeg var  der, og som havde brug for bøn og hjælp.

Hvad brænder du for? 
Der er et slag, der skal slås, for de unge. De har brug for at se, hvor stor Jesus er! Jeg kender til mange unge, der overhovedet ikke er søgende, men som blandt andet er fascineret af det kriminelle miljø. De  har brug for at vide, hvordan Gud er i forhold til det, de befinder sig i. De har lært, at kristendommen ikke kan passe, og da de ikke ved  bedre, vælger mange Gud fra. Generationen før dem har ikke kunnet hjælpe dem, da de selv har haft problemer og manglede et moralsæt. Det er vigtigt, at vi lærer at forstå de 
unge, og at vi lærer at se og møde  deres behov og deres lidelser. Her er der ikke brug for en død religion, men en levende! Vi har brug for tålmodighed og tro på, at det virker.  Kirken må gribe fat i, hvor de unge er nu og møde de mange behov for  sjælesorg og helbredelse. De unge må selv have en oplevelse af Gud for at få styrke til at vælge og forstå det, selv om de i venners øjne kan virke latterlige.