Af Victoria Dahl Jeppesen, Vrensted 

Når Gud gør, hvad ingen mennesker kan gøre! 

Min rejse mod frihed, genoprettelse og lægedom, startede for alvor for ca. 2 år siden. Inden da har Gud også gjort meget i mit liv. Men på dette tidspunkt gjorde Han mig opmærksom på ting, som jeg stadig var bundet  af, og at Han havde en langt større frihed til mig! 

Jeg så et billede for mig, hvor jeg stod på en bred; foran mig var et  stormende hav med kæmpe bølger og voldsomt uvejr! Ude i det fjerne kunne jeg skimte land. Og jeg oplevede, at Gud ville, at jeg skulle over til den anden bred - hvor der ville være en frihed, jeg slet ikke kendte  til, et land som var langt bedre, end hvor jeg befandt mig. Jeg oplevede, at Gud spurgte mig, om jeg var villig...?! Jeg svarede: "Ja", og Han forvissede mig om, at Han ville være med mig i båden på hele rejsen. Jeg ville aldrig være alene! Sådan startede min ´rejse´, så jeg var godt forberedt på, at stormene og uvejret ville komme. Men at det blev så voldsomt og så hårdt - at jeg til tider ønskede døden, det havde jeg nok ikke 
ventet! Men stod jeg der igen og skulle svare, om jeg ville være villig, ville svaret stadig være "Ja", for frugten er alligevel mere end prisen værd! For hvis vi tillader det, kan smerte og svære ting - komme til at gøre os endnu stærkere og føre os ind i et endnu tættere forhold til Gud! 

Mine kampe 
Jeg har kæmpet rigtig meget med forkastelse, selvhad og selvdestruktive tanker og handlinger. Men det sjove er, at inden jeg begyndte ´rejsen´, havde jeg det forholdsvis ok og følte sådan set, at jeg var i rimelig kontrol med tingene, selv om jeg jo godt vidste, at der èt eller andet  sted lå noget dybere... Så da jeg først gik op i ´båden´ og satte af mod den anden bred, da blussede alt dette indeni mig endnu mere frem, og alle disse negative tanker og mønstre fyldte endnu mere end nogensinde  før! Det er jo netop, når vi ikke bare vælger at "leve med" tingene, men når vi tager kampen op, at ja, så bliver der en kamp. Hvis man f.eks. sidder med lænker på, så gnaver de måske ikke så meget, så længe du sidder helt  stille, men så snart du begynder at røre på dig, oplever du, at du er bundet. Og begynder du at ville rykke dig fri, kan det godt være, at du  kommer til at gnave sår, som kommer til at bløde...! 
Fordi forkastelse har været en af de ting, som jeg har været rigtig meget bundet af, så har det været svært for mig virkelig at have tillid til mennesker. Derfor har mennesker også haft svært ved at hjælpe mig - fordi jeg hele tiden var så bange for, at de ville svigte og forkaste mig. Derfor var det livsnødvendigt for mig at opleve Guds kærlighed til mig!! At uanset hvad så ville Han aldrig forkaste mig!! På et tidspunkt, hvor jeg var ved at få tillid til nogle mennesker, oplevede jeg et svigt fra dem, som var ved at slå mig helt ud!!! Jeg mistede for første gang i mit liv faktisk troen på Gud! (Jeg  tror faktisk, det er noget, vi mennesker ofte gør - kobler menneskers svigt sammen med Guds svigt...) Men jeg 
tror nu, at Gud tillod, at  mennesker svigtede mig, fordi Han ville, at min tillid fuldt ud skulle være i Ham! 

Guds store nåde
Efter dette svigt fra disse mennesker stod jeg på et tidspunkt på toilettet med fingeren i halsen (har kæmpet meget med bulimi), og da jeg stod der, oplevede jeg pludselig Guds kærlighed!!! Midt i at jeg følte mig  allermest alene og fordømt. (Der er så meget fordømmelse og skam forbundet med bulimi!) Da jeg oplevede Guds kærlighed, der hvorjeg intet gjorde for at søge Ham, ja, hvor jeg faktisk havde forkastet Ham - det gav mig virkelig en åbenbaring af Guds nåde!! Det afhænger overhovedet ikke af, hvad jeg gør / ikke gør! Så på det tidspunkt skete der en revolutionerende ændring af mit syn på Gud og af, hvordan Han ser på  mig. Og jeg gik i 14 dage, tror jeg, og var helt oppe at køre over Guds nåde - og måtte bare fortælle alle og enhver om, hvor god Gud er! For  det er jo helt vildt! Når vi forstår Guds nåde, så forstår vi, at vi  virkelige er frie, og at der med Jesus ikke længere lyder: "du må ikke" og "du skal", men der lyder: "Jeg elsker 
dig, Jeg har købt dig FRI!" 

Gud bærer igennem 
Der gik nogen tid, hvor jeg virkelig oplevede Guds kærlighed, og hvor Han grundfæstede mig i nåden. Nu var den rette grund lagt, og Gud kunne begynde at gå endnu dybere. Men som Han begyndte at gå dybere, søgte jeg igen tilflugt i bulimien. Og det har så været en proces for mig at lære at søge tilflugt hos Ham i stedet. Og ja, det har gjort ondt at give slip på det vante, men for hvert forsigtigt skridt har jeg oplevet, at  Han bærer! Hvad, der også er sket under processen, er, at jeg er begyndt at føle og  mærke mig selv og livet. Jeg kan nu se, at jeg før har været helt død indeni, men Gud er kommet og har pustet liv i mig igen! På et tidspunkt på min ´rejse´ midt ude på havet, hvor det stormede voldsomt, oplevede jeg, at Jesus sagde til mig, at jeg kunne tale til stormen, og så ville den lægge sig! Vi har fået en helt utrolig autoritet, når vi har Jesus med i båden! En anden ting er også, atvi må rejse os! Vi kan ikke vente på, at der kommer en eller anden og ser, hvor forfærdeligt vi har det, nej vi må tage ansvar for vores eget liv! Uanset hvor meget andre ønsker det for os, så vil det altid være vores valg! 

"Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet" (Es.60:1) 

Det er muligt for os, at rejse os - for lyset er kommet. 

Grundfæstet i Gud
Med tiden som jeg er blevet grundfæstet i min tillid til Gud, er jeg også begyndt at kunne have tillid til mennesker, fordi nu ved jeg, at selv om de vil svigte (for det vil de - før eller senere, jeg kender jo mig  selv og ved, vi kun er mennesker) så vil jeg ikke falde, for mit liv  ligger ikke i menneskers hænder, men i Guds. Og Han er - og forbliver trofast! Han siger jo også netop til os, at vi ikke skal søge tilflugt i mennesker, præstationer eller noget andet (heller ikke engang vores  gode gerninger for Gud!), men alene i Ham - alt andet er for uholdbart! Jeg har før haft lidt den indstilling, at hvis det bare er Gud og mig  alene, så klarer jeg mig fint. Ingen mennesker helt tæt på, men den  indstilling, er jeg ved at indse, er forkert. Så nu arbejder jeg med at  tillade at lukke mennesker ind. 
Jeg har dog haft nogle venner, som har  været fantastiske og til stor hjælp, bare ved at være der. At være der, uanset hvor mærkelig, jeg har været, så har de bare fortsat med at elske mig og være der for mig. Så Gud har helt klart brugt dem i min proces! Han ønsker, at vi også skal have relation og fællesskab med andre mennesker. 

Det nye land
Jeg oplever nu, at jeg er kommet til ´den anden bred´. Nu skal jeg så bare til at nyde at leve i det nye land. Og hvis jeg falder, så er det ikke det væsentlige, det væsentlige er, at jeg rejser mig igen! Og måske kommer der igen et tidspunkt, hvor Gud siger, at nu er det tid til at  krydse havet igen - for at opleve nyt land.. Men min opmuntring til dig er at lade være med bare at være tilfreds, lad være med bare at lade stå til, lad være med at 
bære på ting, som Jesus allerede har båret for dig, omvend dig. Spørg Gud, om der er ting i dit liv, som forhindrer dig at leve i frihed og lad være med at løbe  væk, når Han kaster lys på nogle ting, som gør ondt at se... Nogle ting har jeg oplevet, at Gud har taget med én gang, andre ting har været en proces. Lad være med at begrænse Gud, og så ønsker jeg også at sige, at  Gud er langt mere tålmodig med os end mennesker (også end vi ofte er med os selv) - så længe du bare går fremad, så lad være at fordømme dig  selv - det gør Gud heller ikke! 

For du prøvede os, Gud, du lutrede os, som man lutrer sølv; du lod os gå i  fanggarnet, du lagde byrder på vore hofter; du lod mennesker ride hen over hovedet på os, vi måtte igennem ild og vand. Men så førte du os ud  til overflod.(Sal. 66:10-12)



Victoria Dahl Jeppesen har lavet hjemmesiden:  www.hiding-place.dk