Nu kan jeg tro på Gud
Jeg vil godt fortælle om min oplevelse af, at Jesus rakte ud efter min hånd og jeg turde tage imod den, kom op at stå som menneske og følte mig hel og tryg.
I efteråret 2013 var jeg blevet mere flittig med at bede, med flere bønnesvar til følge. Jeg begyndte at tro på, at Jesus virkelig findes.
Alligevel blev jeg i januar ramt af en vinterdepression, bl.a. pga min frustration over forholdet til min mor, der havde udviklet sig til en gordisk knude.
Jeg har gennem min barndom og voksenalder haft en ret nær relation til min mor. Vi har set hinanden og snakket sammen ofte. Men vort forhold har ikke været trygt, fyldt med angst. Der har været ubalance. Det er gået meget op og ned i forholdet.
Til trods for at jeg ikke ønskede det, var vort forhold fyldt med mistænksomhed, hævngerrighed, angst og utryghed. Jeg havde en oplevelse af at min mor altid var ond imod mig. Hun var altid ude på at såre mig. Når jeg ringede til hende tog hun ikke telefonen eller hun lagde røret på midt i samtalen. Min mor brugte meget at tale nedladende og angribende til mig. Hun kunne f.eks sige: " du får aldrig en mand - for ingen kan lide dig! Eller " du får ikke noget arbejde - for ingen vil have dig". Det var psykiske overgreb. Min fornuft prøvede at stå imod de negative udsagn, men det lykkedes ikke helt. De negative udsagn blev et ubevidst "mantra". Jeg tog en del af det til mig, selvom jeg ikke ville.
I min barndom oplevede jeg at min mor slog mig med en bøjle for at udøve den kontrol hun havde brug for. Hun slog mig jævnligt igennem mange år - fra jeg var 5 til ca 12 år. Ca en gang om ugen. Uden grund.
Det gjorde først og fremmest ondt. Dernæst gav det en følelse af afmagt. Det føltes som at være i fængsel, fordi jeg aldrig vidste hvornår det sluttede og hvordan jeg kunne finde en måde at undgå overgrebet på i fremtiden. Jeg kunne ikke udtænke strategier for min overlevelse, for jeg havde ikke selv kontrol over hvornår det skete og hvorfor.
Jeg følte mig alene og forladt af Gud - hvis han var der? Jeg har kæmpet med manglende selvtillid og angst igennem hele livet.
Jeg har lidt af stress og haft ondt i hovedet og maven næsten hver dag. Psykolog- samtaler har hjulpet mig - men der manglede stadig noget i at jeg følte mig fri - fri fra mavesmerter og hovedpine og angst for ikke at være god nok.
En tirsdag aften i januar valgte jeg at gå til helbredende bøn i Nexø Frikirke. Det viste sig at være et vigtigt og godt valg.
Det var meget intimt og trygt.
Der var 3 forbedere, deraf en psykoterapeut, som ledte samtalen. Vi bad først om Helligåndens ledelse. Jeg blev spurgt om problemet, der skulle heles. Der blev talt og lyttet.
Så skulle der bedes for det. Jeg lagde mig spontant helt ned på knæ og foroverbøjet på gulvet. Det var den samme stilling jeg havde ligget i, da jeg blev slået som barn, for at beskytte min krop mod slagene.
Jeg bad min mor om tilgivelse for de skuffelser, jeg havde givet hende. Jeg tilgav også min mor for at have slået mig og for alt det ubehagelige, der havde været i vort forhold.
Jeg kom til at tudbrøle, så tårerne sprang ud til siden. Efter at have grædt en tid kom der en stor lettelse. Vupti - en varm følelse, så stærk som jeg aldrig har oplevet før bredte sig i kroppen. Der hvor jeg havde oplevet slagene på ryggen, der gjorde det ikke ondt længere. Alt føltes let og behageligt nu. Stenen i maven forsvandt og jeg fik det godt. En barriere, der havde adskilt os igennem næsten 50 år var brudt. Forholdet var helet. Det var en stor lettelse.
Den varme og kærlighed, der strømmede igennem mig, tror jeg bestemt må være fra Jesus. Han satte mig fri.
Jeg gik fra bønnen med fred i sjælen.
Da jeg besøgte min mor i februar føltes det som vort forhold er helet.
Min mor var glad, afslappet og nem at være sammen med. Stemningen var god. Gud havde helet vort forhold. Det er meget befriende.
Jeg oplevede den helbredende bøn, som " The point of no return".
Nu kan jeg tro på bibelens Gud, hans søn Jesus og Helligånden.
Dawn Petersen
April 2014