E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
01 Dec 2013 23:27
Forfatter
Sadhu Sundar Singh

"Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt". 1.Kor. 13:4-7

Gud er kærlighedens kilde. Tyngdeloven, der virker i den synlige verden, er så at sige kun en genspejling af den åndelige verdens tyngdelov, der er kærlighed, og hvis kilde Gud er. 

Magneten tiltrækker ikke stålet, fordi dette er ædelt metal, men fordi det ejer den evne at kunne tiltrækkes. Den tiltrækker derimod ikke guldet. Guld er et ædelt metal, men det besidder ikke den egenskab at kunne tiltrækkes af en magnet. 

Således drager også Gud syndere til sig, hvor syndefulde de end er, hvis de blot vil angre og lade sig drage af Ham, medens Han ikke drager dem, der er selvretfærdige og ikke vil lade sig påvirke af Hans kærligheds dragende magt. 

Kysset er det ydre tegn på en moders kærlighed til sit barn. Dersom et barn lider af en smitsom sygdom, giver moderen måske afkald på at kysse det, men derfor er hendes kærlighed til det lidende barn ikke mindre, men snarere større, thi nu trænger det så meget mere til hendes omsorg og kærlighed. 

Således kan det vel også udvortes taget se ud til, at Gud opgiver dem, der er faldet som bytte for syndens sygdom. Og dog er Hans kærlighed til dem uendeligt meget større, end en moders kærlighed til sit barn. 

Ligesom alle Guds andre egenskaber er også Hans langmodighed uendelig. Mennesker kommer, ligesom de små kedler, hurtigt i kog over den mindste forurettelse. Således er Gud ikke. Dersom Gud var så hurtigt til vrede, ville verden forlængst have været en hob af ruiner. 

Kommer to mennesker til at elske den samme person, bliver de rivaler og er skinsyge på hinanden. således går det ikke med menneskers kærlighed til Gud. Et menneske, der elsker Gud, bliver ikke skinsyg, dersom andre også elsker Ham. Han bedrøves tværtimod, hvis de ikke også elsker Gud. Grunden til denne forskel mellem et menneskes kærlighed til et andet menneske og dets kærlighed til Gud er, at Guds kærlighed er ubegrænset. Et menneske kan ikke med samme inderlighed elske alle, der elsker Ham, thi hans evne til at elske er begrænset. Men Guds evne til at elske er ubegrænset og derfor tilstrækkelig for alle. 

Kristus vil leve i os, og vort hele liv vil derved komme til at ligne Hans. Når saltet opløses i vandet, er det, som om det forsvinder. Og dog ophører det ikke med at være til. At det stadig er i vandet, kan vi overbevise os om ved at smage derpå. Således vil også Kristus, der tager bolig i os, skønt usynlig, dog give sig til kende for andre ved den kærlighed, Han åbenbarer i os. 

"Thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet". Rom 5,5.

"dagens by 5-nov-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Roskilde

Roskildes våben.pngRoskilde ligger på Østsjælland og er en af Danmarks ældste byer, med en beliggenhed ud til den sydøstlige del af Roskilde Fjord. Den er hovedby for Roskilde Kommune midt mellem KøbenhavnRingstedHolbæk og samtidig Danmarks 10. største by med 48.721 indbyggere. Byen tilhører Region Sjælland.

Sømmested herredsting har ligget i Roskilde inden byen blev bygget, der af gadenavnet Bondetinget. Der er endnu ikke fundet arkæologiske beviser på byens grundlæggelse, men ifølge Adam af Bremen så blev Harald Blåtand begravet i Roskilde "danernes konge-sæde", i en kirke han selv havde bygget til ære for Treenigheden (ligesom Domkirken). Dog fortæller sakserkrøniken, som er før Adam af Bremen den samme historie, men her er det Svend Tveskæg (død 1014) der bygger kirken og bliver begravet i den. Der har ligget en kongsgård i Roskilde, og den første kongsgård har sikkert ligget nær domkirken og det er rimeligt at "Roskilde" oprindeligt er et navn på en gård, som har navn efter en kilde på gårdens marker, da Roars kilde har sit udspring under 100 meter fra den nuværende Roskilde Domkirke.

Lejrekrønikken fortæller at sagnkonge, Ro (Roar, Roir), er byens grundlægger, hvilket kunne forklare navnet.

I 1020 blev byen bispesæde, hvilket gjorde Roskilde til Kirkens vigtigste by i Danmark. Under Knud den Store var der planer om, at byen ligefrem skulle være ærkebispesæde, men denne titel gik i stedet til Lund i 1104. Absalon foranstaltede byggeriet af en teglstenskirke i 1170, der senere skulle blive til Roskilde Domkirke. De næste mange biskopper, alle af Absalons Hvide-slægt, fortsatte udviklingen af kirkebyggeriet, hele 12 kirker blev opført de næste år, samt en del klostre.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Vi siger ja og amen til alt, hvad der er på dit hjerte, Gud!
Fra sang af Matt Redman