E-mail: admin@tro.dk


Jesus-revolutionen vil blive en Jesus-oprørsbevægelse. Åh, hør mig! Mine venner, jeg har aldrig i mit liv forkyndt mere under Helligåndens salvelse, - aldrig før har jeg følt mig mere kaldet til at tale hans ord, end jeg gør netop her og nu. Guds Ånd er over mig, og jeg profeterer. Hør det! Jesus-revolutionen blandt unge mennesker vil stagnere, og udisciplinerede tilhængere vil vende tilbage til deres narkotika, deres fri sex og deres gamle levevis.

Forfølgelse vil skille fårene fra bukkene. Kun fuldt overgivne disciple vil stå tilbage, når tågen letter. Der vil snart komme en tid, hvor det ikke længere vil være populært at være en "Jesus person". Jesus-sangene vil ikke være på hitlisterne. Hans navn vil ikke længere være et kommercielt aktiv for Broadway og Hollywood. Den verden, som en gang brugte Jesu navn i alle mulige sammenhænge, vil nu vende sig imod ham og helt afskrive ham.

Jeg ser en genopførelse af den først optegnede Jesus-bevægelse i historien. Husker du, da Jesus kom ridende ind i Jerusalem på et æsel til Hurra-råb og Hosianna-råb og under lovprisning fra tusinder, som var med i denne Jesus-bevægelse? Unge mennesker rev grene fra palmetræerne og strøede dem på vejen, andre bredte deres kapper ud til det lille æsel at gå på, og de råbte: "Hosianna Davids Søn! velsignet være han, som kommer i Herrens navn! Hosianna i det højeste!"

Men denne første Jesus-bevægelse kørte snart "sur". Kort tid stod den samme Jesus over for den samme, men nu vrede folkeskare. Og nu råbte de: " Korsfæst ham, bort med ham." Den samme skare vendte sig imod ham.

Den moderne Jesus-bevægelse har også haft sine skarer, og de har sunget deres lovprisning af Jesus. Jesus var virkelig "in". Men se hvad der nu sker: Blomsterbørnene går tilbage til stofferne, og en Jesus-oprørsbevægelse slår igennem nu som et resultat af den okkulte praksis, der foregår blandt vore unge på skolerne. Unge djævletilbedere har startet en kædereaktion af had-Kristus-klubber på vore skoler allerede. Had-Kristus-klubber, hvis hovedformål er at plage Jesus folk og gå imod Jesu Kristi befalinger.

Åh, men venner, - ud af denne Jesus bevægelse vil der blive en "hård kerne" af Jesus folk, som fuldstændigt overgiver deres tidligere måde at leve på til Herren. De forsager deres gamle vaner og overgiver sig til tjenesten i Jesus Kristus. Og mit budskab til jer Jesus folk er klart og tydeligt: Vær rede til at blive forfulgt! Forbered jer på at stå ansigt til ansigt med disse Had-Kristus-klubber i jeres skoler. Mange steder vil kristne unge mennesker, som tager åbent standpunkt for Kristus, blive "stenet" med ord fra deres jævnaldrende. Denne oprørsbevægelse imod Kristus vil blive personligt ledet af Djævelen selv, og dem som har overgivet sig til hans tilbedelse.

Jesus folk vil ikke blot blive kaldt "sære", men alle mulige navne. I gymnasiernes og universiteternes hjørner vil der blive spyttet på dem, og dagen kommer, da bibler bliver revet ud af hænderne på dem og revet i stykker af en grinende og spottende flok. Disse plager vil efterhånden blive så voldelige og udbredte, at kristne unge enten vil blive hærdede som stål og stå op og vidne imod dem, eller krybe for dem og fornægte deres tro. Det er noget sådant, der forstås ved forfølgelse.