"dagens by 14-jan-26", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Rønne
Rønne er den største by på Bornholm og hovedbyen i Bornholms Regionskommune. Byen har 13.568 indbyggere og ligger i Rønne Sogn, hvor Sankt Nicolai Kirke er sognekirke. Udenfor Folkekirken er bl.a. Pinsekirken, Baptistkirken og Jehovas Vidner.
Det er muligt at der allerede i Vikingetiden har ligget et fiskerleje ved den naturlige havn. I slutningen af det 13. århundrede blev grundstenen lagt til Skt. Nicolai Kirke: et kapel til ære for de søfarendes helgen Skt. Nicolai. I 1327 fik byen købstadsrettigheder. Det viser, at den var blevet Bornholms vigtigste og største by. Rønne var en vigtig brik i spillet om magten i Østersøen, hvorfor den jævnligt skiftede ejerskab mellem den danske konge, biskopper, tyske fyrster og Hansestæderne. Købmænd fra hansebyen Greifswald havde omkring år 1400 en handelsstation i byen. 1525 blev Bornholm overgivet til lübeckerne som pant, fordi kongen ikke kunne betale, hvad han skyldte. Tyskerne udskrev skatter fra Hammershus og fik alle øens indtægter. Lübeckerne bragte en hel del handel med sig, og perioden var ikke ugunstig for Rønne, der kunne profitere af større markeder. I 1576 kom Bornholm tilbage til Den Danske Krone. Med en generel nedgang i østersøhandelen gik udviklingen i Rønne også noget i stå.
Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
For at være lidenskabelig for Gud, må man
også være meget sammen med Gud. Den Jesus,
som var alene med Gud i ørkenen, lærte både
at råbe til Gud og at græde mange tårer. Tror vi
da, at vi kan fyldes med Guds hjerte helt uden at
græde? Jesus græd mange tårer. Jeremias var en
grædende profet. Tårer var også en del af Paulus´
og Johannes´ liv. Men selvom der sandsynligvis er
nogle få forbedere, der græder i det skjulte, så er
forbøn med tårer desværre blevet en fremmed
ting i vores moderne kirker.
frit efter Leonard Ravenhill