E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
01 Dec 2013 23:56

Wesley var en mægtig personlighed. Han rummede mange modsætninger, han kunde være lettroende, ja overtroisk på visse punkter og skeptisk, ja skarpt forstandig på andre. Men han besad i sit væsen en samlet kraft, en mageløs selvbeherskelse, som gjorde ham til det overlegne menneske, få kunde modstå. Hans forkyndelse virkede ikke blot sjæleligt, men der indtrådte også rent legemlige virkninger: Folk blev så betagne, at de mistede bevidstheden og styrtede om, under skrig og krampetrækninger. Vi skal senere høre mere om disse legemlige følger af vækkelsestalen. 

Højst forskellig fra Wesley var hans medkæmper Whitefield, han var et afgjort følelsesmenneske og i besiddelse af en veltalenhed, som formåede i en sjælden grad at sætte andres følelser i bevægelse og smelte hjerterne. Dobbelt mærkeligt er det da ved første øjekast, at de legemelige udslag af vækkelsesforkyndelsen ikke indtraf hos Whitefield, men hos Wesley med hans langt mere rolige og intellektuelt anlagte forkyndelse. Senere viste de sig også ved Whittefields og andres tale. 

Det begyndte i Kingswood og Bristol, hvis daværende befolkning skildres som de mest primitive, brutale og uvidende i hele England. Whitefield var den første, der prædikede her og med det resultat, som det så rørende hedder, at "tårerne dannede hvide rende ned ad de fra kulminerne sværtede kinder". De samledes i fri luft, begejstrede forsamlinger på fem-, ti-, femten tusind mennesker, men der skete ingen "Tegn og Undere", før Wesley kom. Men da begyndte det, og hans dagbøger er fulde af skildringer, der undertiden klinger uhyggelige nok. Blot et enkelt eksempel: han skriver i sin dagbog for 21. Maj 1739: I dag svarede Vorherre selv de modstandere, som troede, at alle disse besvimelser beroede på forstillelse eller var en følge af den dærlige luft i det tætpakkede rum. Gud åbenbarede sin arm for 2000 mennesker i fri luft. Snart en, snart en anden styrtede til jorden, skælvende voldsomt ved hans magts nærværelse. Ophidselsen var så mægtig, tilføjer forf., at han næppe begyndte at tale, før de faldt om på alle sider. 

I begyndelsen advarede Whitefield ham, men da så de samme fænomener begyndte at indfinde sig under Whitefields egen prædiken, så ændrede denne sit syn på denne sag. Vel kom Wesley senere til at se noget anderledes pæ disse ting, og de var aldrig for ham det væsentlige, men helt opgive sit syn på dem formåede han ikke. 

Der optrådte også under hans forkyndelse disse mærkelige fænomener,som i den nyere psykologi er kendt under betegnelsen: »dobbelt personlighed«, men som Wesley ud fra sit standpunkt måtte opfatte som djævelbesættelse. Hvordan kan det da være, at just Wesleys forkyndelse fremkaldte disse fænomener, skønt den ikke var stormende entusiastisk som Whilefields, men rolig, jævn behersket og ligefrem? Grunden må søges i hans ejendommelige personlighed. Jeg nævnte før hans selvbeherskelse. han kunde styre mangen pøbelhob ved sin uforligenlige ro og sikkerhed. Der var et blik i hans blå øjne, som vidnede om en mand, der ikke kendte til frygt. Det var næppe, fordi han særlig prædikede om dom og helvede. Naturligvis var også de tanker fremme, men der var dog en ikke ringe forskel på hans og Edwards forkyndelse. Der var mere håb hos Wesley. Edwards forkyndte, at frelsen var såre usandsynlig, kun så få nåede den. 

Wesley åbnede en lys og herlig udsigt for enhver, selv den dybest faldne. Og desuden havde Whitefield ført den samme prædiken i Kingswood, og de legemlige virkninger udeblev dog. Nej, årsagen til dem lå i Wesley selv. Han bedømte Whitefields prædikenmåde som altfor voldsom, men trods sin fuldkomne ydre ro var han selv vistnok den mægtigste "impressive" prædikant, England nogensinde har haft. Det var ikke mange mennesker, heller ikke menneskemængder, som kunne stå for hans prøvende blik. Han siger selv, at han fandt det bedst, altid at gå lige los på en Pøbelhob og så tage særligt sigte på lederen, og det varede sjældent længe, før hans overmægtige personlighed gjorde sin virkning.

"dagens by 22-mar-26", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Randers

Randers våben.pngRanders er en by i Østjylland med 61.163 indbyggere, hvilket gør den til Danmarks 6. største by. I Østjylland er Randers den næststørste by efter Aarhus.

Randers stammer fra omkring 1000-tallet, men der er også fund fra vikingetiden. Knud den Hellige prægede mønter i byen omkring 1080, og oprørere mod ham samles her i 1086.

Byen var i det meste af middelalderen befæstet. Der er ingen spor af volden i dag, men man kan via gadenavne som Østervold, Nørreport, Vestervold, Lille Voldgade mfl. følge en cirkel rundt, der formodentlig fortæller om dens placering. En årbog skrevet på Essenbæk Kloster kan bl.a. fortælle om en af middelalderens store svøber, ildebrand. Byen udslettedes hele tre gange i 1200-tallet, bl.a. i 1246, hvor den blev afbrændt af Abels tropper, i borgerkrigen mod Erik 4. Plovpenning. I 1302 fik byen af Erik Menved købstadsrettigheder.

Da Valdemar Atterdag i 1350 prøvede at samle riget efter pantsætningen til holstenerne, blev den yderligere befæstet, og blev ofte nævnt som Randershus. Denne fæstning blev erobret af utilfredse adelsfolk i 1357. I 1359 angreb Valdemar atter byen med alskens krigsmaskiner.

I 1534 var der bondeopstand, anført af Skipper Clement, og de forsøgte at storme byen, men blev slået tilbage fra de i hast udbedrede volde.

Under Christian 3. (1536-1559) blev der bygget store fæstningsanlæg med voldgrav hele vejen rundt. Efter reformationen ombyggede han det tidligere Gråbrødre kloster til residens for sin dronning. Klosteret blev herefter til Dronningborg Slot.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Den, som ved, hvordan man sejrer i bønnen sammen med Gud, vil have himlen og jorden til sin rådighed.
C. S. Spurgeon