MODERNE ASTROLOGI

Teori og praksis

af Hans Kjeldsen

Astronom, ansat på Århus Universitets Institut for Fysik

Moderne astrologi har sit grundlag i de principper, som blev fastlagt af Ptolemaios i år 140 e.Kr. Det vigtigste redskab i astrologien er horoskopet og her specielt fødselshoroskopet, som angiver Solens, Månens og planeternes placering i fødselsøjeblikket.

Grundantagelsen for moderne astrologi er, at himmellegemerne indvirker på livet på Jorden ved deres symbolske egenskaber og fysiske påvirkninge. Himmellege-mernes indflydelse afhænger både af deres position og deres stilling i forhold til hinanden.

For at opstille et fødselshoroskop skal man derfor kende:

· Personens nøjagtige fødselstidspunkt, f.eks. den 24. maj kl. 16.57 (det er også vigtigt at huske, om det er sommertid eller ikke - en fejl på en time er meget stor i et horoskop)

Det at opstille et horoskop er lidt kompliceret, og vi vil ikke her komme ind på, hvordan man præcist beregner horoskopet. Det afgørende er derimod, at der er præcise regler for, hvordan det skal gøres. Det er derfor oplagt at lade en computer beregne selve horoskopet. Vi vil her blot beskrive de overordnede principper.

Selve horoskopet består af 2 cirkler. Den ene udgør dyrekredsens 12 soltegn, og det er det første, astrologen skal benytte, når horoskopet opstilles. Astrologerne har opdelt Solens bane på himlen i 12 lige store felter. Solens bane - der kaldes for ekliptika - ligger på stjernehimlen, og astrologerne har delt ekliptika i områder, der alle dækker en vinkel på 30 grader. Disse områder kaldes soltegnene. Ud fra personens fødselstidspunkt vil astrologen, enten ved direkte at beregne eller ved at benytte forudberegnede tabeller angive positionen i soltegnene af Solen, Månen og planeterne præcist på det tidspunkt, personen er født.

Dernæst bestemmes de 12 huse eller skæbnehuse, som udgør den anden cirkel i fødselshoroskopet. For at opstille disse huse er det vigtigt at finde den såkaldte ascendent (eller ascendant). Asændenten er det matematiske punkt på ekliptika som lige i fødselsøjeblikket kommer til syne på den østlige horisont. Asændenten er en af de mest kritiske dele af horoskopet, da den flytter sig meget hurtigt. I løbet af to timer flytter ascendenten sig et helt stjernetegn. Dette er den direkte årsag til, at selv to tvillinger, som er født det samme sted med kort tids mellemrum, alligevel vil få ret forskellige horoskoper og dermed, i følge astrologien, få forskellige skæbner. Selv forskelle på få minutter kan flytte ascendenten afgørende - det er altså ikke ligegyldigt om man er født kl 16.51 eller kl. 16.58.

For at kunne bestemme ascendenten kræves foruden personens fødselstidspunkt også viden om det sted på Jordkloden, denne person er født. Da det drejer sig om at kende det sted på ekliptika, som er på vej op på den østlige himmel lige i fødselsøjeblikket - ascendenten - bør man også kende højden over havet på det sted man, er født. Horisonten - altså også det sted på østhimlen hvor ekliptika kommer frem - kan flyttes meget afhængig af, om man er født ved havets overflade eller i en højtliggende bjerglandsby i Bolivia. Det er dog de færreste astrologer, som tager højde for dette og i Danmark har det ingen betydning,

Er ascendenten bestemt, mangler vi kun at finde det punkt på ekliptika som står i zenit - altså højest på himlen. Dette punkt kaldes for medium coeli og det ændres med samme hastighed som ascendenten. Ud fra medium coeli og ascendenten kan astrologen nu inddele dyrekredsen i tolv dele - de såkaldte huse - og disse huse kaldes med udgangs punkt i ascendenten mod øst: (1) liv, (2) lykke og rigdom, (3) slægt, (4) hjemmet, (5) børn, (6)tjenere og sundhed, (7) ægteskab, (8) død, (9) intellekt, (10) ambitioner, (11) venskab og (12) fjendskab

Medium coeli er det punkt på ekliptika, som står i zenit ved fødselstidspunktet Ud fra ascendenten og medium coeli kan dyrekredsen inddeles i de 12 skæbnehuse. Her er skæbnehusene vist på himlen og i horoskopet. Som eksempel er vist Solens og Mars' placering på ekliptika. Hvor i dyrekredsen (på ekliptika) planeterne står, afgør personens skæbne.

Alle planeterne, Solen og Månen står nu i horoskopet på bestemte steder i de 12 tegn og 12 huse, og vi mangler nu blot at undersøge, hvorledes de enkelte planeter står i forhold til hinanden. Den vinkler som de enkelte planeter står i forhold til hinanden kaldes for deres aspekter

Vi er nu nået frem til den afgørende del af astrologens arbejde; det at fortolke horoskopet og forstå betydningen af de mange oplysninger som ligger gemt i horoskopet. Fortolkningen af horoskopet er ikke lagt på formel, men afhænger af den enkelte astrologs erfaringer og dømmekraft. Himmellegemerne, soltegnene og skæbnehusene benyttes i fortolkningen ud fra overordnede principper. Vigtigst er Solen som afgør personens soltegn - man er f.eks. Tyr, når Solen står i Tyrens tegn ved fødslen. Dernæst er det asændentens tegn, derefter Solens, Månens og planeternes positioner i husene, deres indbyrdes positioner (aspekter) eller afstand til ascendenten og medium coeli. Kombinations mulighederne bliver enorme og der findes næppe to mennesker som har identisk horoskop - dog med undtagelse af folk født nord for polarcirklen (se senere for nærmere forklaring).

Dyrekredsens 12 tegn har særlig indflydelse på dele af menneskets krop. Tvillingernes tegn har f.eks. indflydelse på armene, vædderen har indflydelse på hovedet, fiskene på fødderne o.s.v.

Himlens "makrokosmos" (stjernetegn) hænger sammen med menneskets "mikrokosmos" (menneskets krop). I middelalderen forestillede man sig, at elementerne (jord, vand, luft og ild) og dyrekredsen var direkte forbundet og indvirkede på menneskets krop. Stjernetegnet Tvillingerne hørte til armene, Krebsen til brystet osv. Derfor var astrologien vigtig for datidens lægekunst.

De 12 tegn har desuden tilknyttet visse menneskelige karaktertræk, samt et temperament som hører sammen med et af de fire klassiske elementer, jord, vand, luft og ild. Ilden knyttes til det koleriske temperament (kolerisk: heftig, hidsig, temperamentsfuld), jorden til det melankolske temperament (melankolsk:

tungsind, sortsyn, depressiv, nedtrykt), luften til det muntre (altså glæden og den opløftede sindsstemning) og endelilg knyttes vandet til det flegmatiske temperament (flegmatisk: træg, langsom). Hvert tegn har desuden en planet, som er deres hersker, samt et køn mandlig eller kvindelig.

I tabellen herunder angives de forskellige soltegns karakter, køn, temperament, element, hersker planet og astrologiske nøgleord.

Ud fra disse karakterer, temperamenter, herskende planeter og deres indbyrdes aspekter samt beliggenheden af de 12 skæbnehuse i dyrekredsen er astrologen nu i stand til at afsløre personernes egenskaber og skæbner.

Der er i tidens løb rejst mange kritiske spørgsmål og afsløret mange seriøse problemer i det at stille et horoskop, og det vil føre for vidt at gennemgå disse systematisk. I det følgende vil nogle af disse problemer blive gennemgået uden af listen af den grund skal opfattes som komplet. Vi har udeladt de forskellige statistiske analyser, hvor astrologer er blevet bedt om at opstille horoskoper for kendte mennesker eller for to forskellige grupper mennesker f.eks. syge og raske. De viser i de fleste tilfælde, at sammenhængen mellem horoskop og person er tilfældig.

Følgende problemer behandles:

1. Hvordan foregår påvirkningen?
   
   
2. Problemet med opdagelsen af nye planeter
   
   
3. Sammenhængen mellem alkymi, astrologi og middelalder lægekunst.
   
   
4. Sammenhængen mellem stjernebilleder og stjernetegn.
   
   
5. Kan et menneskes skæbne beskrives alene ud fra de 12 huse?
   
   
6. Problemer med horisonten.
   
   

Hvordan foregår påvirkningen?

Der er ikke opstillet noget klart billede af, hvorledes påvirkningen mellem pIa neterne og det enkelte menneske foregår. Indtil 1500-tallet var astrologien nært forbundet til det man kalder verdensbil ledet, altså den måde man opfattede verdens opbygning på. Jorden var verdens centrum, og de omkredsende planeter påvirkede mennesket direkte ud fra deres indflydelse gennem de fire elementer. I dag opfatter vi verden anderledes.

Nye planeter

Da de grundlæggende principper for astrologien blev lagt fast af Ptolemaios i 140 e.Kr. kendte man foruden Solen og Månen kun planeterne, Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn. I 1781 opdagedes planeten Uranus, i 1846 opdagedes planeten Neptun og i 1930 fandt man den lille og fjerne planet Pluto. De blev alle inkluderet i astrologien i takt med, at de blev opdaget. Der var to problemer astrologerne skulle afklare i den forbindelse. Hvilke egenskaber skulle de nye planeter tillægges? Og i hvilke soltegn skulle de indgå som værende hersker. Alle soltegn var opfyldt og man valgte derfor at give Skorpionen, Vandbæreren og Fiskene to herskene planeter. Da Pluto blev opdaget blev den af astronomerne (de videnskabsmænd som forsker i himmelrummets fysiske egenskaber og rummets opbygning) indregnet som solsystemets niende planet. Man troede på dette tidspunkt, at der var tale om en større klode. I dag ved vi, at Pluto er en meget lille klode - mindre end mange af de måner, som kredser om de store planeter - og astronomerne ved, at der findes mange lignende himmellegemer uden for Plutos bane.

Forsøget på at opdage "de vise sten" var et vildspor, som byggede på oldtidens tanker Alkymisternes arbejde med bl. a. at forvandle metallet bly til guld, skete ud fra tanker, der ikke byggede på iagttagelser og eksperimenter.

Sammenhængen mellem alkymi, astrologi og middelalder Iægekunst

Astrologiens grundlæggende principper bygger på en oldtidsopfattelse af verdens opbygning og har fælles grundlag med alkymi (middelalderlig kemi, som byggede på stoffernes opbygning ud fra de fire græske grundelementer) og med den lægekunst, som blev benyttet i middelalderen. Både alkymi og den middelalderlige lægekunst er opgivet og afløst af mere succesrige beskrivelser af naturens og menneskets bestanddele. Hvis astrologien derfor beskriver menneskets skæbne, burde vi så også genopdage alkymi og middelalderlig lægekunst?

Sammenhængen mellem stjernebilleder og stjernetegn

De tolv tegn i dyrekredsen er alle opkaldt efter 12 af de stjernebilleder, som ligger langs Solens bane på himlen - ekliptika. Ptolemaios fastlagde systemet og bestemte ligeledes hvordan de 12 tegn, skulle placeres langs ekliptika. Problemet var og er, at stjernebillederne har meget forskellige størrelse - Skorpionen er f.eks. et meget lille stjernebillede, og Jomfruen er meget stor, så Ptolemaios var nødt til at vedtage at udligne disse forskelle så alle stjernetegn blev af samme størrelse. Desuden krydser ekliptika i virkeligheden 13 stjernebilleder, men det blev vedtaget, at det 13. stjernebil lede Slangebæreren ikke skulle have et tilsvarende stjernetegn. Hermed var systemet lagt fast, og det kunne bestemmes, hvilke datoer Solen befandt sig i de enkelte områder af ekliptika. Det førte til følgende sammenhænge mellem fødselstegn (stjernetegn) og fødselsdage:

Det svarede, på Ptolemaios tid, nogenlunde til, at Solen stod i samme stjernebillede som det tilhørende stjernetegn.

I dag er sammenhængen mellem stjernetegn og stjernebilleder helt forsvundet. Hvor sammenhængen på Ptolemaios tid kun havde problemer med størrelsen og antallet af de 12 soltegn og de 13 stjernebilleder, som ligger på ekliptika, så er der i de mellemliggende knap 2000 år sket det, at himlen har forandret sig på grund af et fænomen, som astronomerne kalder for præcessionen. Det skyldes, at Jordens orientering i rummet foretager en langsom drejning som i løbet af ca. 26.000 år får nordpolens retning til at foretage en stor cirkelbevægelse. Dette fænomen forårsager, at de relative positioner af stjernetegn og stjernebilleder langsomt ændres. Idag går Solen igennem følgende stjernebilleder i dens årlige rundgang langs ekliptika:

Dette er altså de sande Solpositioner, og som det ses, er de ikke i overenstemmelse med de tilsvarende datoer for fødsels-stjernetegnene.

I løbet af 26.000 år ændres positionen af himlens nordpol. Ved starten af kulturperioderne i Mesopotamien (det nuværende Irak) 3000 f. Kr. stod himlens nordpol i dragen (Draco). I vikingetiden var den i Giraffen (Camelopardalis), og i dag nær stjernen Polaris - nordstjernen. Flytningen af nordpolen rundt om ekliptikas nordpol, bevirker, at de relative positioner af stjernetegn og stjernebilleder langsomt ændres. I dag er der ingen sammenhæng mellem stjernetegn og stjernebilleder.

Kan et menneskes skæbne beskrives alene ud fra de 12 huse?

De 12 skæbnehuse er ikke i deres beskrivelse uafhængige af kultur og menneskesyn. De 12 skæbnehuse er som tidligere nævnt: (1) liv, (2) lykke og rigdom, (3) slægt, (4) hjemmet, (5) børn, (6) tjenere og sundhed, (7) ægteskab, (8) død, (9) intellekt, (10) ambitioner, (11) venskab og (12) fjendskab. Det er her specielt interessant at bemærke, at hus nr. 2 udgør "lykke og rigdom". Astrologiens tilværelsesforståelse viser sig således i hus nr.2 at sætte lighedstegn mellem lykke og rigdom. Det er for mange en noget snæver opfattelse af begrebet lykke. Det samme problem gælder for hus nr. 6, hvor "tjenere og sundhed" er kombineret. At der overhovedet indgår begrebet tjenere i et menneskes skæbne fortæller at menneskesynet ikke er universelt. At have tjenere er knyttet til en bestemt kulturform, og det kan være svært i vore dage at se sammenhængen mellem sundhed og tjenere. Begreber som hjemmet og ægteskab er også knyttet til en bestemt samfundsstruktur. Det er derfor rimeligt at spørge, om et menneskes skæbne overhovedet kan beskrives ud fra begreberne i de 12 skæbnehuse?

Problemer med horisonten

Ascendenten er et meget afgørende punkt på ekliptika, når astrologen skal opstille et horoskop. Denne fastsættes ud fra skæringen mellem ekliptika og den østlige horisont.

Det giver ikke normalt anledning til problemer, idet horisonten er en nogenlunde veldefineret ting. Man kan naturligvis spørge, om et stort bjerg som får Solen og planeterne til at stå senere op, skal tages med i beregningerne, eller om man udelukkende skal antage at Jorden er uden bjerge og dale? Helt anderledes problematisk bliver det, når man spørger, hvilken horisont, man skal benytte, hvis man blev født på toppen af et højt bjerg, hvor Solen nemt kan stå op 10 min. tidligere end ved havets overflade. Eller hvad der sker hvis man er født i en flyvemaskine 10 km over Jordens overflade eller under Jorden, hvor horisonten ikke findes.

Horisonten afhænger af, hvor højt man befinder sig over Jordens overflade. I en flyvemaskine i 10 km. højde er himlen større end ved Jordens overflade.

På selve polarcirkelen optræder én gang i døgnet en situation, hvor ekliptika ligger præcis rundt langs horisonten. Både ascendenten og medium coeli er derfor ikke defineret, og det vil være umuligt at stille et horoskop.

På selve nordpolen er den ene halvdel af ekliptika altid under horisonten, mens den anden halvdel altid er synlig over horisonten. Her vil medium coeli altid stå på linien mellem Tvillingerne og Krebsen, mens ascendenten vil stå mellem Fiskene og Vædderen - uanset tidspunktet. Ascendenten vil derimod ikke nødvendigvis stå i øst, idet ekliptika set fra nordpolen kan stå op i alle verdenshjørner - hvis verdens hjørnerne overhovedet er bestemt på selve nordpolen. Mennesker, man tænker sig født på selve nordpolen, vil således have samme forbindelse mellem skæbnehuse og stjernetegn og kun de langsomme flytninger af planeterne, Solen og Månen på dyrekredsen vil ændre horoskopet. To mennesker vil således få nøjagtigt det samme horoskop, hvis de er født inden for kort tid på nordpolen.

Det er således klart, at områderne nord for polarcirklen udgør et særligt problem. Men et større problem vil opstå den dag et barn bliver født i et rumskib. Her vil der ingen horisont være, og det vil være umuligt at stille et horoskop - ascendenten og medium coeli har slet ingen mening. Det gælder også på Månens overflade eller hvor vi nu kunne tænke os børn født i fremtiden.